Kategoriarkiv: Referater

Referat af Generalforsamling i Grundejerforeningen Nordmarken

Afholdt i Læsø Seaside Golf Klubs lokaler d. 8. april 2023 kl. 11.00

Klik på dette link for at få referat i PDF.

DAGSORDEN:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2022.

4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen. Herunder forslag til vedtægtsændring.

5. Godkendelse af budgettet for 2023, samt fastlæggelse af kontingent og indskud.

6. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem.

7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.

8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

Ad. 1.: 

Formanden bød velkommen og foreslog foreningens statsautoriserede revisor Sven-Aage Sørensen som dirigent. Forsamlingen godkendte dette, Sven-Aage takkede for tilliden, konstaterede at generalforsamlingen var lovligt varslet, og han bad formanden fremlægge sin beretning. 

Ad. 2.: 

Bestyrelsen glæder sig over, at det nu er muligt at afholde generalforsamling tæt på medlemmerne i vores eget område. Det er så også grunden til, at en vedtægtsændring bliver foreslået under pkt.4., så golfklubben har mulighed for at vælge mellem påskelørdag og 1.st. påskedag. 

Vi har aftalt med vejmanden, at vejene snart bliver glattet ud og tromlet, og for nogens vedkommende pålagt nyt materiale. Dette arbejde udføres, så snart vejret tillader det. Det omfatter 2 af jollerne og 2 af stikvejene til Banstensvejen. Det ser ud til, at alle grøfterne trækker fint, så vi slipper for udgifter til oprensning i år. Forstykket ud mod komarken, langs Jenses Jolle, bliver ligesom vores vejkanter, slået til efteråret, det har været for vådt i foråret. Et medlem rundsendte sidste år en mail, hvori han mente, at visse knoglerester i området var fra harer og skyldes slåning af arealet, men de stammede fra 2 rådyrkid, som lå døde i forstykket, og som vi lod ræven rydde op i. 

På sidste års generalforsamling blev der udtrykt et stærkt ønske om at få undersøgt muligheden for, at få en hjertestarter opsat i området. Bestyrelsen tog straks kontakt med Læsø Sea-side Golfklub, som ligeledes var interesseret. Klubben fik kontakt med en forhandler, som havde et særtilbud på en starter med varmeskab til 15018,75 kr, og vi takker for 10.000 kr i tilskud fra Læsø Fiskeindustris Fond, hvorved udgiften blev på 5018,75 til deling mellem grundejerforeningen og golfklubben. Vi skal så betale halvdelen af et serviceeftersyn hvert år, og hjertestarteren har siddet klar siden 1. juli 2022 uden på klubhuset. Det er så op til folk selv at få et kursus, men man kan bare kontakte hjerteforeningen. Hjertestarteren kræver en konstant tilslutning til strøm. Der sidder en vejledning på hjertestarteren, hvis den kommer i brug. Det håber vi selvfølgelig ikke, men hvis uheldet er ude, er den der.

Den hyppige kørsel med en alt for stor renovationsbil på alle vore veje gennem hele året slider meget synligt på vejene.  Vi har stigende udgifter til at holde vejene i acceptabel stand. På den anden side skal de ikke være så gode, at der køres for stærkt. Det giver ligeledes problemer på de mindre stikveje, som ikke er funderet til store biler, så vi er nødt til lidt efter lidt at få rettet op på vejfundamentet, og samtidig appelere til, at der ikke bliver kørt med unødigt store lastbiler med byggematerialer o.lign. Vi vil tage kontakt med XLByg, og sætte dem ind i situationen. 

Hastigheden på vejene er tit for høj, og vi vil bede Læsø Kommune oplyse om, hvilke former for skilte med krav om sænkning af hastigheden, vi må sætte op. 

Vi har fået klager fra Læsø Forsyning, fordi grene fra træer rager ud over vejen, så renovationsbilen skal køre ud i rabatten for at komme forbi. Grundejerne opfordres til at tilse, at den enkelte grundejers træer ikke rager ud i vejarealet. Træer, der står udenfor de enkelte parceller, står i fællesarealet, og foreningen vil måske blive nødt til at fælde for at skabe luft, men den enkelte grundejer er velkommen til at fælde de træer, som står i rabatten mellem egne skelpæle og vejen, og skaffe sig noget gratis brænde.  Til efteråret vil vi så gennemgå, hvor meget der gror i rabatterne—fællesarealet—og det vil om nødvendigt derefter blive fjernet, og udgiften hertil vil selvfølgelig blive lavere for foreningen, hvis I selv har snuppet noget til brændeovnen.

Hvis der står træer i fællesarealet, som på en eller anden måde er til gene, kan man rette henvendelse til kassereren, eller formanden, som vil tage stilling til evt. fældning. Man må ikke på eget initiativ fjerne træer i fællesarealet.

Bestyrelsen undersøger muligheden for at tilføre grusvejen et støvdæmpende middel. Der er flere muligheder, som kan mindske støvgenerne i tørre perioder.

Ved sidste års generalforsamling blev der stillet spørgsmål om, hvorvidt man måtte have husdyr i vores område. Læsø Kommune svarer klart: 

Nej til heste, grise, køer og får. 

Ja til katte og hunde kun 4 stk. 

Ja til 20 høns.

Der blev spurgt til beretningen, om der er hjerteløbere på Læsø, og det er der.

Beretningen blev herefter godkendt.

Ad. 3 

Kassereren gennemgik det reviderede regnskab for 2022.  Der var ønske om at adskille posteringerne for udgifterne til bestyrelsesmøder og generalforsamling. Det blev taget til efterretning og bliver rettet fremover, og herefter blev regnskabet godkendt

Ad. 4.: 

Bestyrelsen havde fremsat et forslag til vedtægtsændring, som var tilstillet alle medlemmer, sammen med generalforsamlingsindkaldelsen. 

Årsagen var, at golfklubben henvendte sig sidst i februar, og gerne ville have os til at afholde GF påskesøndag (1.st påskedag). Klubben ville gerne disponere påskelørdag til morgenmad for medlemmerne, standerhejsning og åbningsmatch med præmier osv. Vi havde allerede en aftale for 2023 om påskelørdag.

Vi skal desværre afholde vores GF Påskelørdag, det står i vedtægterne, så efter gode, venskabelige samtaler med klubben, blev vi enige om, at vi fik vores GF i år på påskelørdag, men at vi fik lavet en vedtægtsændring, så den evt. kan holdes påskesøndag. Og det var tæt løb, fordi det var en uge før grænsen for vedtægtsændringer skulle være meddelt bestyrelsen, skæringspunktet er 1.marts

Vedtægtsændringen, som er fremsendt til medlemmerne, lyder som følgende:

I § 4. ” Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år Påskelørdag på Læsø. Bestyrelsen meddeler tidspunkt og sted pr. post/hjemmeside”

                                                            ændres til

          ”Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år Påskelørdag eller 1.st Påskedag på Læsø. Bestyrelsen meddeler dato, tid og sted pr. e-post/hjemmesiden www.nordmarken.eu

Dirigenten fremsatte forslaget til vedtægtsændringen, der imidlertid ikke kunne vedtages, da fremmødet var for ringe. Vedtægterne kræver 2/3 af medlemmernes tilstedeværelse incl. evt. fuldmagter. Der var ingen modstand mod forslaget, men nogen syntes, at man kunne have ændret til hele påsken, men der kunne ikke rettes i det fremsatte forslag.

Det blev med simpelt flertal besluttet, at forslaget genfremsættes i uændret form på en ekstraordinær GF, og kan vedtages her, hvis forslaget opnår 2/3 af de nærværende stemmer.

Ad. 5.: 

Budgetforslaget for 2023 blev godkendt, og kontingentet blev fastholdt.

Ad. 6.:Valg

Formand Morten Juhl, Den Store Jolle 31 og bestyrelsesmedlem Lise Skærlund, Post-Jollen 15 blev genvalgt.

Ad. 7.:  Valg.

Bestyrelsessuppleanterne Herdis Kristensen Post-Jollen 13 og Henrik Skovgaard Post-Jollen 21 blev genvalgt.

Ad. 8.:Valg

Revisor Sven-Aage Sørensen og revisorsuppleant Store Jolle 26, blev genvalgt

Ad. 9.: Eventuelt

Et medlem var noget utilfreds med formen på generalforsamlingen (GF), og han syntes, at der blev brugt for mange penge på GF. Formen er skitseret i vedtægterne, og skal der ændres i det, må man stille et forslag og få det bragt op på GF. Ifølge vedtægterne er der ikke mulighed for at køre GF på TEAMS, men alle medlemmer har mulighed for at stille et forslag til ændringer i vedtægterne, det tager bare tid at få det igennem GF. Den form med en hyggelig, samlende GF, finder bestyrelsen meget vigtig, fordi man mødes fra de forskellige veje. Tidspunktet, hvor flest mulige medlemmer kan deltage, er uden tvivl i påsken, og fremmødet er efter de flestes mening flot. Der blev udtrykt både tilfredshed og utilfredshed med antallet af fremmødte. 

Hvis GF skulle placeres i juli, ville der helt klart være så mange udlejede huse, at fremmødet til GF ville blive noget lavere.  Og i øvrigt ville vi få problemer med at finde et sted, som kunne servicere en GF om sommeren. Formanden sagde, at medlemmerne måtte fremsende forslag til ændringer eller valg. Hvert medlem må komme med 3 fuldmagter + sin egen. Medlemmer kan give fuldmagt til formanden med præcis beskrivelse af, hvad stemmen skal bruges til, og der er i vedtægterne ingen begrænsning i antallet af fuldmagter, som bestyrelsen kan administrere i tilfælde af afstemning.

Samtlige sommerhusgrundejerforeninger på Læsø afholder deres GF på et tidspunkt i påsken.

Der blev talt om ATV kørsel i klitterne og på stranden, det er en politisag, men vi viderebringer gerne budskabet til ordensmagten. Vi har sammen med Golfklubben skrevet til Læsø Kommune og spurgt, om det var muligt, at busruten mellem Vesterø og Østerby kunne køre en lille omvej forbi vores arealer. Kommunen viderebringer ønsket, men det er trafikselskabet, der bestemmer. På et spørgsmål om snerydning i vores område er svaret klart: der ryddes ikke sne på vores veje.

Der var et spørgsmål om, hvem der skal afholde udgifter for vejskader, der opstår i forbindelse med byggeri/anlægsarbejde. Formanden henviste til § 9 i vedtægterne, hvor der tydeligt står, at det er skadevolder(bygherren), der er ansvarlig og erstatningspligtig.

Herefter lukkede dirigenten generalforsamlingen og takkede for god ro og orden. 

Formanden takkede dirigenten for hans myndige måde at lede generalforsamlingen på

Henrik Korsholm og Sven-Aage Sørensen

Referent                                  Dirigent

GF REFERAT FOR 2018

GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN 10. juni 2018.

Download som PDF

REFERAT AF

GENERALFORSAMLING I GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN,

AFHOLDT PÅSKELØRDAG 31. MARTS 2018 KL.10.00 I LÆSØ SPISEHUS.

Til stede fra bestyrelsen :
Morten Juhl, formand
Jens Vasehus, kasserer
Birgitte Jepsen
Lise Skjærlund

Til stede var i alt 92 grundejere.

AD DAGSORDENENS PKT 1. Valg af dirigent: Formanden bød velkommen, og foreslog foreningens revisor Sven-Aage Sørensen som dirigent, hvilket forsamlingen godkendte. Dirigenten er også medlem af foreningen.

AD DAGSORDENENS PKT 2. Formandens beretning: På grund af meget nedbør, har der været problemer i vores område. Årsagen var den store grøft langs Banstensvejen, som vi gennem flere år har bedt Læsø Kommune om at få gravet igennem. Det blev så endeligt gjort, og vandet fik frit løb sydpå. Det er nogle år siden at vores egne grøfter er blevet gravet igennem, men det bør gøres i løbet af dette år. Vi må også have kørt vejene igennem med en vejhøvl, for at jævne dem ud. De mindre stikveje ved Banstensvejen, Jenses Jolle og Prof. Johansens Vej skal repareres. Der hentes nu skrald hele året, og det kommer måske til at belaste vores veje endnu mere.
Der er gang i fældningen i fællesarealet mellem Banstensvejen og Den Store Jolle, og der er blevet fældet langs Jenses Jolle ud mod statens arealer.
Formændene for de 7 sommerhusgrundejerforeninger har holdt møde 28. marts, og enedes om at optræde samlet overfor Læsø Kommune omkring renovationen og fjernaflæsningen af Vand og El. Sidste års ønske om en solnedgangsbænk ved parkeringspladsen er blevet forelagt Naturstyrelsen i Skagen, som velvilligt nu har ansøgt om 2 stk bænke, som nu skal igennem den bureaukratiske mølle. Det kom bag på Styrelsen, at området var fredet.
Peter Casparij trådte ud af bestyrelsen i løbet året, og istedet er indtrådt Ingelise Clausen, 1.st suppleant. Vi takker Peter meget for en engageret tilstedeværelse i bestyrelsen.
Fibernettet er et mellemværende mellem de enkelte grundejere og Eniig. Foreningen skal bare holde øje med, at vores veje ikke bliver gravet i stykker af selskabet. Vi tilbød i starten at rundsende via medlemskartoteket, men det var man åbenbart ikke interesseret i, og jeg kan forstå, at der har været en del kommunikationsproblemer. Rygtevis forlyder det, at TDC er på vej ind som udbyder via fibernettet, men det har ikke kunnet bekræftes.
Derefter blev formandens beretning debatteret bl.a. om vedligeholdelsen af stikvejene, og det er der sat penge af til på budgettet.
Herefter blev formandens beretning godkendt.

AD DAGSORDENENS PKT 3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet.
Kasseren gennemgik regnskabet, som viste et overskud i forhold til budgettet. Det skyldes, at der ikke er sket den planlagte vejvedligeholdelse, p.g.a. meget regn. Det indhenter vi til efteråret, og der får vi også brug for midler til at få grøfterne gennemgravet.
Regnskabet blev godkendt.

AD DAGSORDENENS PKT 4. Forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen.
Forslag fra bestyrelsen om opsætning af bomme i den nordre ende af D. St. Jolle, Post-Jollen og Jenses Jolle, med henblik på at undgå gennemkørsel og få sænket hastigheden på vejene. Det vil indebære etablering af vendepladser, som der er i dag på Gravens Jolle og Langvarigheden. Formanden anslår en udgift på ca. 5000 kr pr vendeplads, der er fællesareal nok til vendepladserne. En beboer nær vendepladsen på Langvarigheden, bad om at vendepladsen der blev udbygget, så skraldebilen ikke skulle bruge indkørslerne til at vende i. Der blev drøftet for og imod. Nogen mente at det er brandveje, som ikke kan lukke. Skraldebilen skal også kunne vende, og store biler i forbindelse med byggerier ligeledes. Forsamlingen udtrykte ønske om at se skitser til forslaget, bommenes placering, økonomisk oversigt over udgifter til etablering. En foreløbig holdningstilkendegivelse ved håndsoprækning afslørede, at der var stemning for, at bestyrelsen arbejdede videre med forslaget. Formanden takkede for debatten om forslaget, og bestyrelsen vil til næste generalforsamling forelægge et forslag, budget for forslaget, samt Læsø Kommunes holdning til forslaget.

AD DAGSORDENENS PKT 5. Budget for 2007, kontingent og indskud.
Budgettet blev forelagt, og i forbindelse hermed foreslog et medlem en kontingentnedsættelse. Forsamlingen besluttede imidlertid at fastholde status quo bl.a. med den begrundelse, at det er godt med et stort rådighedsbeløb til uforudsete udgifter.

AD DAGSORDENENS PKT 6. Valg
Kasserer Jens Vasehus blev genvalgt, bestyrelsesmedlem Birgitte Jepsen ligeledes genvalgt, og nyvalg af Ingelise Buus Clausen, Jenses Jolle 13.

AD DAGSORDENENS PKT 7. Valg af bestyrelsessuppleanter.
2 bestyrelsessuppleanter : Henrik Skovgaard, Post-Jollen 21 og Herdis Kristensen Post-Jollen 13, blev valgt.

AD DAGSORDENENS PKT 8. Valg af revisor/revisorsuppleant.
Revisor Sven-Aage Sørensen og revisorsuppleant Henrik Korsholm genvalgtes.

AD DAGSORDENENS PKT 9. Eventuelt.

Under dette punkt blev trafikken på Professor Johansens Vej diskuteret. Der bliver kørt alt for stærkt til og fra Golfhotellet. Forskellige løsninger har været i spil såsom bump, blomsterkummer, chikaner, men intet har kunnet få Læsø Kommunes godkendelse. Bestyrelsen vil tage en samtale med teknisk forvaltning, for at prøve at finde en løsning til glæde for beboerne langs vejen. Vi kan desværre ikke forlange ret meget, idet vi ikke mere ejer den vestre halvdel af vejen. Læsø Kommune overtog, uden at spørge os, vores halvdel af vejen, og asfalterede den. Det er sådan noget som kommuner kan gøre, uden at spørge. Vi kunne bare læse om det i Læsø Posten.
Der blev sat spørgsmålstegn ved udgifterne til afholdelse af generalforsamlingen. Der var imidlertid bred enighed blandt de tilstedeværende om, at det var passende, og pengene var givet godt ud.
Foreningen blev bedt om at medvirke til at få genetableret en sti, der tidligere forbandt Banstensvejen med Østre Skråvej.
Bestyrelsen skal spørge André, om der kan etableres mikrofoner og højtalere til næste generalforsamling, når der er så mange mennnesker i lokalet, kan det være svært for nogen at høre.

Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt.
Han takkede forsamlingen for god ro og orden.
Formanden takkede dirigenten for hans ledelse af generalforsamlingen, takkede for fremmødet og ønskede alle en god sommer.

Generalforsamlingen i 2019 finder sted lørdag 20. april.

Referent : Lise Skjærlund Dirigent : Sven-Aage Sørensen

GF REFERAT FOR 2017

GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN 03.05. 2017

Download som PDF

REFERAT AF

GENERALFORSAMLING I
GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN,

AFHOLDT
Påskelørdag d.15. april 2017 , i Læsø Spisehus, Østerby Havn.

Til stede fra bestyrelsen :

Morten Juhl, formand
Birgitte Jepsen
Peter Casparij
Jens Erik Buch-Hansen

Til stede var 91 medlemmer.

AD DAGSORDENENS PKT 1. Formanden bød velkommen, og foreslog foreningens revisor Sven- Aage Sørensen som dirigent, hvilket forsamling tiltrådte. Dirigenten takkede for valget, konstaterede at generalforsamlingen var lovligt varslet, og bad formanden aflægge beretning.

AD DAGSORDENENS PKT 2. Formanden berettede om de ny færgepriser, som gerne skulle komme øen til gavn, med flere besøgende, og et forøget brug af sommerhusene udenfor sæson. Færgepriserne er blevet rimeligere, det er en foreløbig ordning, men der arbejdes på et brobizz-lignende system, som kendes fra Storebælt.
Bredbånd på hele øen bliver nu en realitet, det bliver en sag mellem den enkelte grundejer og udbyderen, men foreningen har tilbudt at videregive generelle meddelelser, via medlemskartoteket, hvis det ønskes. Vi skal holde øje med hvordan udrulningen foregår, da der skal graves i rabatterne i vore veje.
Da vi lige har fået ordnet vores veje, det er ikke helt færdigt endnu, vil vi holde nøje øje med, at der ikke sker graveskader nogen steder.
Postleveringen bliver stadig dårligere for et sommerhusområde, fordi det ikke mere er muligt at omaddressere for mindre end 4 uger. Måske skal vi overveje at nedlægge postkasse-anlæggene på et senere tidspunkt, da de kun blev oprettet i sin tid, efter krav fra P&T, og i stedet få postkasser på de enkelte parceller.
Fældningerne i området mellem D. St. Jolle og Banstensvejen kommer igang til efteråret.
Grøfterne fungerer fint, men hvis vi får meget nedbør i det kommende år, skal vi nok regne med en gennemgravning af alle grøfter i løbet 2018. Efter et opklaringsarbejde hos naturstyrelsen, er det blevet klart, at grøften fra Banstensvejen langs området hvor køerne går er 100% vores, og derfor skal vedligeholdes af os. Tidligere har opfattelsen været, at det var en fællesgrøft, så vi kunne dele udgifterne med Staten, men begge sider af grøften er i vores fællesareal.
Vi kan også få udfordringer på stikvejene til Banstensvejen, Proff. J. Vej og Jenses Jolle, og holder øje med om der skal udbedres hist og her.
Derefter var der et par uddybende spørgsmål, og formandens beretning blev godkendt.
AD DAGSORDENENS PKT 3. Kassereren Jens Vasehus var desværre forhindret i at være tilstede og forelægge sit første regnskab. I stedet forelagde formanden det. På udgiftssiden er den budgetterede udgift til vejvedligehold ikke slået igennem, fordi vejene ikke er færdige endnu, og derfor ikke betalt.
Regnskabet blev godkendt.

AD DAGSORDENENS PKT 4. Der var ingen indkomne forslag fra bestyrelse eller medlemmer

AD DAGSORDENENS PKT 5. Budget for 2017 blev godkendt og kontingent og indskud fastholdt.

AD DAGSORDENENS PKT 6. Formanden var på valg og blev genvalgt. Jens Erik Buch-Hansen ønskede at stoppe, og formanden foreslog Lise Skjærlund, Post-Jollen 15, som derefter blev valgt.
Formanden takkede Buch-Hansen for hans energiske arbejde i bestyrelsen.

AD DAGSORDENENS PKT 7. Ingelise Clausen , J. Jolle og Herdis Kristensen Post-Jollen, blev genvalgt som bestyrelsessuppleanter.

AD DAGSORDENENS PKT 8. Revisor Sven-Aage Sørensen blev genvalgt , og Henrik Korsholm genvalgt som revisorsuppleant.

AD DAGSORDENENS PKT 9. Eventuelt. der blev ytret et ønske om en solnedgangsbænk ved trappen for enden af Banstensvejen. Formanden ville gerne snakke med Naturstyrelsen, men det er i deres areal, og vi kan ikke bare sætte en bænk op.

Herefter konstaterede dirigenten, at dagsordenen var udtømt, og han takkede for god ro og orden.

Formanden takkede dirigenten for hans ledelse af generalforsamlingen, takkede for fremmødet og ønskede alle en god sommer.

Jens Erik Buch-Hansen      Sven-Aage Sørensen           Morten Juhl
referent                                        dirigent                                formand

GF REFERAT FOR 2016

Download som PDF                                                                      10.05.2016.

Referat fra Generalforsamlingen i Grundejerforeningen Nordmarken, afholdt d. 26. marts 2016 kl.10.00 i “Læsø Spisehus”.

Ved Generalforsamlingen var i alt 74 tilstede .

Fra bestyrelsen var mødt: Morten Juhl (formand), Poul Christensen (kasserer), Birgitte Jepsen, Jens Erik Buch-Hansen, Peter Casparij (bestyrelsesmedlemmer).

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2015.
  4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen.
  5. Godkendelse af budget for 2016, samt fastlæggelse af kontingent og indskud.
  6. Valg af kasserer og to bestyrelsesmedlemmer samt to bestyrelsessuppleanter.
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

Ad.1. Formanden bød velkommen, og foreslog som dirigent foreningens revisor Sven-Aage Sørensen, som blev valgt uden modkandidat. Han takkede for tilliden, og konstaterede at GF var lovlig varslet, og gav derefter ordet til formanden for årets beretning.

Ad.2 Formanden orienterede om de ny færgetakster, som giver sommerhusejerne rabat på person og biltaksten. Man skal anskaffe sig et ø-kort, og så kan man få rabatten. Man håber at bl.a. sommerhusejerne vil benytte deres huse på øen noget mere, det vil skabe mere liv og omsætning på øen, også udenfor højsæsonen. Foreningen har sammen med de andre sommerhus-grundejerforeninger, skrevet til Færgeselskabet flere gange og efterlyst initiativer. Så vi glæder os over tiltagene, som også giver billigere billetter til almindelige turister. Der er kommet et nyt bookingsystem, hvor man slås med lidt startproblemer.

Vores trappe til stranden kom op, og fungerer som den skal, og vi opfordrer til, at man ikke laver alternative stier ned igennem skrænten.

Fældningprojektet i fællesarealet imellem DSJ og POSTJ, er afsluttet, desværre blev det lidt for langvarigt, men tilsidst kom al kvaset væk. Den ene flismaskine var flyttet væk fra øen, så der var mangel på kapacitet.

Nu vil der blive forberedt fældning i fællesarealet imellem DSJ og BANSTV, som vi planlægger til den kommende vinterperiode. JØP har solgt alle deres huse og grunde på Banstensvejen, og de grunde som endte hos Financiel Stabilitet via en konkurs i et byggeselskab, er nu alle solgt.

Det vides ikke hvordan bredbåndmulighederne bliver fremover, men der håbes på fibermulighed på øen. Der skal hentes penge i forskellige puljer, og Læsø Kommune skal være med i projektet. Måske er der en afklaring sidst på året. Indtil da må man prøve at få en forbindelse via telefonkablerne og TDC. Der er også mulighed nogle steder for en forbindelse via BOXER. Bredbåndsforbindelse spiller en rolle ved udlejning af sommerhusene, beskæftigelsen på øen og ved andet ejendomssalg, så der håbes på en fibermulighed.

Man skal iøvrigt være klar over, at der til ALLE PARCELLER I VORES UDSTYKNING er ført telefonkabler frem til skel. TDC prøver fejlagtigt at bilde folk ind, at det koster 25.000 kr at få ført kabel frem til parcellen. Der har været 2 eksempler inden for det sidste år. Man har krav på at få en fast telefon ført ind til sit hus, for et fast rimeligt beløb, og så kan man jo bagefter opsige telefonen, bestille bredbånd over kobberledningerne, og derefter skifte til internettelefoni. Men startes der med en bestilling på bredbånd ført ind til huset, så skal man selv betale opgravningen ind til sit
hus. Man får en udmærket TV-forbindelse over bredbåndet.

Ved tømning af spildevand/toilet-tankene, skal man sørge for at få tømt uden for sæson. Rensninganlægget kan om sommeren ikke klare så meget ekstra, så man kan IKKE få tømt tankene om sommeren, fordi slamsugeren skal aflevere al “affaldet” i rensningsanlægget. Derfor anbefaler vi at få lavet et abonnement med slamsugeren, så han kommer fast f.eks. hvert andet år. Hvis huset udlejes og bruges meget, skal man måske have tømt hvert år. Der er nu kommet krav om, at de tunge betondæksler på tankene, skal byttes med lettere dæksler, de koster ca. 500 kr, og det skal man få skiftet, ellers tømmer de ikke tanken.

Grøfterne i hele området ser fine ud, men vi skal have fyldt huller i vejene flere steder. Det er nødvendige reparationer, men for at hastigheden holdes nede, skal vejene ikke være alt for gode, en holdning, som GF støttede.

Der var lidt debat om beretningen, hvor formanden uddybede forskellige punkter, og beretningen blev derefter godkendt.

Ad.3. Kassereren fremlagde regnskabet for 2015, som i store træk overholdt budgettet. Der var en lille fejl, fordi der var skrevet underskud—-i stedet for overskud—-det var en skrivefejl, vi har en udmærket økonomi, og regnskabet blev godkendt.

Ad 4. Ingen forslag.

Ad.5. Det forelagte budget blev godkendt, og der var ingen ændringer i kontingent og indskud.

Der er et reservebeløb i budgettet a.h.t. træfældning og vej/grøfter, det er ikke helt til at forudse, hvad der kan blive brug for.
Under budgettet nævnte formanden, at 2 grundejere i fælleskab har købt en ubebygget grund, imellem deres bebyggede parceller. Derefter havde de fået delt grunden i 2, og sammenlagt deres egen grund og den halve grund under samme matr. nr.
Den halve grund kan ikke selvstændig udmatrikuleres, da den er for lille, så det kommer ikke til at spille nogen rolle ved et evt. senere salg. Matr. nr. er nu pist væk, og foreningen omfatter nu 216 parceller, og ikke som før 217.

Ad. 6. Kasserer Poul Christensen, som har passet på foreningens penge siden foreningen start i 1981, vil gerne slutte. Han har for et stykke tid siden meddelt sin beslutning til bestyrelsen. Poul har gjort et stort perfekt arbejde igennem 35 år, og vi takker ham for dette. Kassereren er efter min mening den vigtigste post i en forening som vores, fordi der skal være orden i økonomien. Og det har der altid været. Vi takker for indsatsen.
Vi har i bestyrelsen kikket rundt, og fik øje på revisorsuppleant Jens Vasehus, som på sidste generalforsamling slog til lyd for, at der ikke skulle bruges for mange penge på vejene. Det fik os til at kontakte ham og forespørge om han ville kandidere til kasserervalg, og det ville han gerne.
Dirigenten foreslog herefter Jens Vasehus som kasserer, han blev valgt, og Peter Casparij og Birgitte Jepsen blev genvalgt til bestyrelsen.

Ad. 7. Der var genvalg til Ingelise og Herdis som bestyrelsessuppleanter.

Ad. 8. Formanden foreslog valg af revisor Sven- Aage Sørensen, som blev genvalgt. Formanden bad en person med lyst til at være revisorsuppleant melde sig——der blev stille, men så rakte Henrik Korsholm Larsen hånden i vejret, og han blev derefter valgt til revisorsuppleant.

Ad. 9. Under eventuelt var der et spørgsmål om, hvor skelpælene er. Der er 2 slags, jernpæle med et matr. nr.-skilt på, og hvide beton pæle kvadratiske ca. 6 x 6 cm.
De kan være svære at finde, trykket ned i jorden, men der står som regel en bag hvert telefonskab, midt for skabet ind mod grunden. Så kan man måle der ud fra. Det er pligtigt for sælger af en parcel, at sørge for at skelpælene er synlige. Det er der lovgivning for. Er der ikke anden mulighed, må man få fat i landmåleren fra Frederikshavn, men det koster at få ham over på øen.
En tidligere ejer, tilstede ved fuldmagt, spurgte hvorfor formanden ikke havde svaret ham på et brev han havde sendt.
Formanden sagde, at han svarede på alle relevante breve, men det tidligere medlem ville gerne vide, hvorfor han ikke havde svaret.
Formanden svarede at det omhandlede problem ikke eksisterede, da han modtog brevet.
Det var dog ikke nok for spørger, hvorefter formanden sagde, at når han fik et surt brev om noget, der allerede var løst på bedste måde, og da han samtidig ikke kunne sige præcist, hvornår al kvaset fra fældningerne var væk, brugte han ikke tid på den slags småting. Kvaset lå iøvrigt på foreningens jord, og ikke på det tidligere medlems jord.

Formanden oplyste, at næste års generalforsamling ville finde sted d.15 april 2017.

Dirigenten erklærede generalforsamlingen for afsluttet, og takkede for god ro og orden, og formanden takkede dirigenten for mødeledelsen.

Referent: Jens Erik Buch-Hansen
Dirigent: Sven- Aage Sørensen
Bestyrelsen: Morten Juhl, formand
Jens Vasehus, kasserer
Jens Erik Buch-Hansen
Peter Casparij
Birgitte Tornkvist Jepsen

GF Referat for 2015

Referat af generalforsamlingen i Grundejerforeningen Nordmarken afholdt den 4. April 2015 i Læsø Spisehus, Østerby Havn.

Download referatet som PDF

Fra bestyrelsen var mødt: Morten Juhl(formand), Poul Christensen(kasserer), Birgitte Jepsen, Peter Casparij, Jens Erik Buch-Hansen(bestyrelsesmedlemmer).

Ved generalforsamlingen var 74 medlemmer tilstede.

Dagsorden efter lovene:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kassererens fremlæggelse af regnskab for 2014
4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen
5. Godkendelse af budget for 2015, samt kontingent/indskud
6. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem
7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Eventuelt

Ad.1. Formanden bød velkommen og forslog som dirigent foreningens revisor Sven-Aage Sørensen, som blev valgt, og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Ad.2. Formandens beretning.
Formanden beklagede at foreningens hjemmeside havde været ude af drift i 2 perioder, den var blevet hacket og smadret. Af hvem ved vi ikke, men den har måtte opbygges igen, i et andet program. Men indkaldelser til GF var kommet på til tiden.

Vores trappe til vandet er på vej. Det har været en yderst pinlig affære for myndighederne, med fejl på fejl, og vi var nødt til at acceptere en højere medbetaling, end vi havde fået mandat til af GF. Men da naturstyrelsen er vor nabo på stykket ned til vandet, har bestyrelsen valgt en stilfærdig dialog, og vi skal jo have en trappe til stranden. Tilladelserne er på vej, og vi forventer opførelse snarest. Det kan undre at en genopførelse af en trappe, bliver betragtet som en nyopførelse, fordi trappen er flyttet 72 m mod øst. Det forlængede ansøgningperioden med 7 måneder.

Der er blevet fældet i fællesarealet mellem D. S. J og PJ. Vi har aftalt at træ og kvas bliver fjernet inden Sct. Hans.

Bredbåndsprojektet på øen ligger lidt stille i øjeblikket, der ventes på hvorledes Læsø Kommune vil organisere sig. Men det er muligt at få en helt udmærket forbindelse via de telefonkabler, der er ført frem til alle parceller.

Grøfterne skal gennemgås og om nødvendigt oprenses.

Afhentnng af affald er ændret efter vores ønske, d.v.s. at perioden er rykket 2 uger, så sidste tømning er sidst i august.

Vi kikker på vejene, om der skal gøres nogen forbedringer. Vi opfordrer til, i forbindelse med ny/ombygninger, at håndværkerne får besked på, at skader på fællesvejene p.g.a. deres maskiner, skal udbedres. Ellers får grundejeren en regning fra foreningen.

De 7 sommerhusgrundejerforeninger lægger i fællesskab pres på Færgeselskabet, og vil derfor gerne høre om medlemmernes brug af de nuværende rabatkort.

Efter lidt debat blev formandens beretning godkendt. Kun 3 medlemmer havde købt rabatkortene med 1 års løbetid. 25 medllemmer mente, at de ville købe , hvis løbetiden blev ændret til 2 år. Der var bred enighed om, at vi ikke skal lave vejene alt for gode, så køres der for stærkt. Så lidt huller hist og her er OK.

Ad. 3. Regnskabet blev godkendt uden bemærkninger.

Ad. 4. Bestyrelsen vil henvende sig til færgeselskabet, og fortælle om vores medlemmers interesse for at ændre på rabatmulighederne for sommerhusejere på øen.

Ad. 5. Budgettet blev godkendt.

Ad. 6. Morten Juhl og Jens Erik Buch-Hansen blev genvalgt.

Ad. 7. Genvalg af Ingelise og nyvalg af Herdis.

Ad. 8. Genvalg af Sven-Aage Sørensen og Jens Vasehus.

Ad. 9. Tømning af toilettankene skal helst ske udenfor sæson, ellers kan rensningsanlægget ikke klare det, så derfor bør man lave en aftale med Carl om tømning.

Herefter var vi igennem dagsordenen , og dirigenten takkede for for god ro og orden.

Formanden takkede dirigenten for hans gode ledelse af generalforsamlingen.

I 2016 ligger påskelørdag 26. marts, så det kan blive en kølig omgang.

Formanden bad afsluttende om, at man meddelte ændring i mailadresser. Bestyrelsen sender ind i mellem et nyhedsbrev ud, og så er det rart med et opdateret medlemsarkiv.

Jens Erik Buch-Hansen        Sven-Aage Sørensen
referent                                          dirigent

GF Referat for 2014

Referat af generalforsamlingen i Grundejerforeningen Nordmarken afholdt den 19. April 2014  i Havnecafeen i Østerby Havn.

Download referatet som PDF

Fra  bestyrelsen var mødt: Morten Juhl(formand), Poul Christensen(kasserer), Birgitte Jepsen, Peter Casparij, Jens Erik Buch-Hansen(bestyrelsesmedlemmer).

Ved generalforsamlingen var  69 medlemmer tilstede.

Dagsorden efter lovene:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Kassererens fremlæggelse af regnskab for 2013
  4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen
  5. Godkendelse af budget for 2014, samt kontingent/indskud
  6. Valg af kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant
  9. Eventuelt

 

Ad.1. Formanden bød velkommen og som dirigent valgtes foreningens revisor Sven-Aage Sørensen, som konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

Ad.2. Formandens beretning.

Vejen skal kikkes efter, og tromles et par steder, ellers er de fine, og der opfordres til stilfærdig kørsel.

Trappen for enden af Banstensvejen er retableret af NS (Naturstyrelsen)  efter stormen, der tog et stor stykke af klitten. Den helt nye trappe er rykket lidt mod vest, og er rigtig god.

Anderledes ser det ud ved den østlige trappe ud for Banstenen for enden af Jenses Jolle. Trappen er helt væk, og klitten helt lodret, så der må tænkes nyt. Vi har været i kontakt med NS (Naturstyrelsen), som i øjeblikket har en meget anstrængt økonomi bl.a. p.g.a stormen. Det kniber med midlerne, og NS lægger op til et samarbejde, læs: de vil have os til at betale til trappen. Helt grundlæggende er klitten og trappen Staten areal, og dermed NS, som skal udbedre skaderne. Bestyrelsen ville gerne have forsamlingens mandat, til at forhandle en fornuftig løsning på plads, så klitten ikke bliver ødelagt af alternative nedgange. Der blev diskuteret en del, og man enedes om at give bestyrelsen  mandat til et økonomisk tilskud med et max. Bestyrelsen finder det vigtigt, at det er et engangstilfælde, at vi ikke får ejerskab på trappen, og at NS står for fremtidig vedligeholdelse. Men det skal være et krav fra os, at trappen bliver lavet nu.

Efter Ejend. Selskabet 4.5.2004 A/S `konkurs, ligger 11 grunde  på Banstensvejen, i Finansiel Stabilitets regi, fordi de rydder op efter EBH banken. En tvangsauktion vedr. de 11 grunde, blev trukket tilbage, og grundene kan erhverves hos  FS. De sidst handlede tilsvarende grunde i  vores område kostede 110.000 kr. , der er dog ikke forudbetalt tilslutningsafgifter på Banstensvejen!

Formændene for de 7 sommerhusgrundejerforeninger på Læsø mødtes Skærtorsdag, hvor forskelligt af fælles interesse blev drøftet. Man enedes om at rette henvendelse til Færgeselskabet om rabatordningen som reelt er uden værdi for os, til kommunen vedr. affaldsafhentningen, og man diskuterede andre fællessager. Formanden ønskede forsamlingens accept af at bede Læsø Kommune rykke tømning af affald ved husene fra 5/6 til 15/8 hen til  1/7 til 31/8. Altså ikke udvide, men rykke 2 uger , fordi behovet er større i den periode. Det blev vedtaget.

Fra Læsø Kloakservice forelå et tilbud om et abonnement på tanktømning hvert andet år. Årsagen er, at det bliver svært og dyrere at få tømt i sommerperioden, de kommunale rensningsanlæg er overbelastede, så hvis tømningerne fordeles ud over året, kan kapaciteten bedre udnyttes. Hvis ikke tømningerne fordeles, så truer en kommunal pålagt årlig tømning, det kendes fra andre sommerhuskommuner.

Formanden henstillede til sommerhusbeboerne ikke at tænde åben ild af hensyn til brandfaren. Der henvises til Læsø Kommunes regulativ for åben ild og afbrænding:

www.laesoe.dk/gfx/brugerupload/Dokumenter/Godkendt_regulativ_for_afbrænding.pdf

Det er fortsat usikkerhed omkring ejerforholdene, og dermed vedligeholdelsen af grøften langs Jenses Jolles nordlige forløb.

Der skal både oprenses med mellemrum, klippes rabat og gennemløbet i rør skal spules igennem. Vi vil bringe det op for NS, når vi skal snakke om trappens genetablering.

Den oprindelige deklaration, ”Partiel byplanvedtægt nr. 3” for vores område er stadig tinglyst på hver enkelt parcel. Det betyder sandsynligvis, at man juridisk ikke er bundet af den ny områdeplan der blev vedtaget af byrådet 13.juni 2005.

Den gamle deklaration skal aflyses, og den ny tinglyses, ellers står ”Lokalplan 0.1 for sommerhusområder” ikke ved magt.

Da der er stor forskel på reglerne for bebyggelse i de 2 planer, bør Læsø Kommune sørge for en lovliggørelse. Grundejerforeningen vil rette henvendelse til Læsø Kommune herom.

Ad. 3. Det udleverede regnskab blev gennemgået af kasseren og godkendt.

Ad.4.  Ingen forslag.

Ad.5. Budgettet for 2014 blev forelagt og derefter godkendt. Kontingent og indskud er uændret.

Ad.6. Kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer var på valg, om blev genvalgt.

Ad.7. Bestyrelsessuppleanterne Måns Nilsson og Ingelise Clausen blev genvalgt.

Ad.8. Revisor Sven-Aage Sørensen og revisorsuppleant Jens Vasehus, blev ligeledes genvalgt.

Ad.9. Der var intet til eventuelt, da der var blevet debatteret under de enkelte punkter.

 

Dirigenten takkede for god ro og orden, og formanden takkede for dirigentens gode ledelse af Generalforsamlingen.

Formanden bad medlemmerne give besked om ændringer i mail-adresser. Når der er sager af interesse for medlemmerne, vil bestyrelsen sende et nyhedsbrev ud, derfor er det rart med et opdateret medlemsarkiv.

Dagsordenen var herefter udtømt, og Generalforsamlingen forbi, og formanden ønskede god sommer til alle, og på gensyn Påskelørdag d.  4 april 2015 i Læsø Spisehus(Havnecafeen).

 

Bestyrelsen udgøres af:

Morten Juhl                      formand

Poul Christensen              kasserer

Peter Casparij                  bestyrelsesmedlem

Birgitte Jepsen                 bestyrelsesmedlem

Jens Erik Buch-Hansen    bestyrelsesmedlem

 

Referent                                                     dirigent

Jens Erik Buch-Hansen                            Sven-Aage  Sørensen

Referat godkendt af ovenstående personer  5. Maj, og findes underskrevet i foreningens arkiv.